Ved førstemandsklatring er klatreren sikret af reb lidt i stil med toprebsklatring. Der er dog den afgørende forskel at rebet ikke er sikret op over et topanker, men løbende sættes fast i karabiner der er fastgjort på væggen. Dette medfører at klatreren ikke er sikret inden rebet er sat ført gennem den første karabin. Dertil kommer der afstanden mellem de enkelte karabiner. At der mere eller mindre bliver klatrer højere oppe end den seneste karabin medfører dette betydeligt længere fald end ved toprebsklatring. De første mange meter er der stor risiko for at klatreren rammer jorden ved et fald, hvis ikke både sikringsmand og klatrer er meget opmærksom.

I tilfælde af fald under førstemandsklatring vil man altid falde distancen ned til seneste karabin x 2. Dertil kommer den mængde løst reb uundgåeligt vil være i systemet. Desuden vil faldet være hårdere da klatreren når at falde længere. Dertil kommer at klatreren, når rebet strammes op, slynges ind mod væggen. Dette gør at det er vigtigt at have en korrekt faldteknik for ikke at slå sig.