Bouldering er den mest simple form for klatring. Der klatres i lav højde og klatreren er ikke sikret under klatringen. Ved fald lander klatreren normalt på en madras. Ved bouldering klatres der typisk kortere ruter, der dog ofte er mere styrkekrævende. Det er ikke unormalt at der skal endog rigtigt mange forsøg til før problemet (ruten) er klatret. Ved klatring af problemer hvor der er øget risiko for at klatreren kan falde uheldigt benyttes ofte en ”spotter”. Personen der har opgaven som spotter, sørger for at assistere klatreren under et fald, så dette bliver så hensigtsmæssigt som muligt. Spotteren skal ikke gribe klatreren, men udelukkende støtte og guide faldet.

Sikkerhed indendørs

Indendørs bouldering foregår i langt de fleste danske klatreklubber. Under boulderproblemerne ligger der typisk en faldmadras på 30 cm tykkelse, der dækker et stort område rundt om klatrevæggen. Den største fare for uheld sker ved en uheldig fodplacering under landingen eller ved at klatreren rammer en anden klatrevæg under en dynamisk bevægelse.

Sikkerhed udendørs

Ved udendørs bouldering kan man af gode grunde ikke slæbe rundt på en flere m² stor, 30 cm tyk faldmadras. Der benyttes i stedet såkaldte crashpads, der er en speciel faldmadras der kan foldes på midten og bæres på ryggen som en rygsæk. En crashpad er normalt ca. 125x100 cm i udfoldet stand. Tykkelsen er typisk omkring 10cm.

Størrelsen på en crashpad gør at der ved udendørs bouldering er langt større risiko for at ramme ved siden af denne i forbindelse med at fald. Underlagets udformning under crashpad’en kan også være med til at forringe crashpad’ens effektivitet da der ofte kan forekomme sten og lign. der kan være medvirkende til at den ikke ligger optimalt. For at kompensere for disse faktorer benyttes der ved udendørs bouldering i højere grad end ved indendørs bouldering af ”spottere”.